De danske sygehuse ligger i toppen internationalt, når det handler om behandling af underernæring på sygehusene. Det har blandt andet udmøntet sig i en førstepris på en kvart million kroner, som Dansk Selskab for Klinisk Ernæring modtog på den europæiske kongres for underernæring (ESPEN = European Society for Clinical Nutrition and Metabolism), som blev afholdt i Wien for nylig.
Danmark fik
prisen for den mest innovative indsats vedrørende underernæring på de danske
sygehuse. I gennem de seneste 10-15 år har ernæringseksperter på sygehusene i
et unikt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Klinisk Ernæring
og politikere på såvel regionalt som nationalt plan, arbejdet systematisk på
at forbedre forholdene på sygehusene.
- Vi har
arbejdet med at kortlægge problemets omfang, hvor alvorligt det er, og hvordan
det kan løses. Der er blandt andet lavet nationale retningslinier, ligesom ernæringsområdet
står foran at skulle akkrediteres, siger overlæge, Ph. D. Henrik Højgaard
Rasmussen, en af repræsentanterne fra Dansk Selskab for Klinisk Ernæring, der
modtog den fornemme pris. Henrik Højgaard Rasmussen er til daglig en del af
ledelsen på Center for Ernæring og Tarmsygdomme på Aalborg Sygehus, hvor man
har stort fokus på behandlingen af underernærede patienter.
Står bag diagnosen for underernæring
Et konkret resultat af arbejdet er, at danske læger blandt andet har udarbejdet en screeningsmetode for at identificere patienter i ernæringsrisiko (NRS 2002). Denne metode er anerkendt både nationalt og på europæisk plan, og bliver i dag anvendt på såvel danske som udenlandske sygehuse.
- Sundhedsstyrelsen har fortsat fokus på at opspore patienter på sygehuset og i hjemmepleje-regi, der er i ernæringsmæssig risiko. Styrelsen arbejder desuden sammen med WHO om en indsats i forhold til indlagte patienters ernæringstilstand. En indsats, der foregår i medlemslandenes i den europæiske region, fortæller Tatjana Hejgaard, der er Sundhedsstyrelsens projektleder på indsatsen.
Underernæring har alvorlige konsekvenser
Undersøgelser viser, at 40 procent af patienterne på sygehusene er underernærede, og at ernæringstilstanden bliver dårligere under indlæggelsen.
- Konsekvenserne er vægttab, muskelsvækkelse, svækket immunforsvar og hyppigere infektioner samt større dødelighed. Ved at få patienterne til at spise den tilstrækkelige og rigtige kost, kan man reducere antallet af og alvorligheden af komplikationer og forkorte sygdomsforløbet, og i det hele taget give patienterne en bedre livskvalitet.
- Men der er stadig problemer: kun ca. halvdelen af patienterne i ernæringsrisiko får dækket deres kostbehov – så en større samlet indsats er nødvendig for at nå målet: ingen underernæring på danske sygehuse, siger Henrik Højgaard Rasmussen.
Yderligere
oplysninger:
Kontakt:
Overlæge, Ph.D. Henrik Højgaard Rasmussen, Center for Ernæring og Tarmsygdomme, Aalborg Sygehus, tlf.: 99 32 62 29/23 62 96 15, hhr@rn.dk og repræsentant for Danmark (www.DSKE.dk) i Europen Society for Clinical Nutrition and Metabolism (www.ESPEN.org)
Specialkonsulent, Ph.D. Tatjana Hejgaard, Sundhedsstyrelsen, tlf.: 72 22 77 74, thv@sst.dk
Poster: Figthing Malnutrition with a
Multi-modal Stratetic Approach: The Danish Experience 2007-9
(klik på billedet for fuld pdf-format)